Beta
Skallerne

Skallegravning. Ingersholm ses i baggrunden.

For mange tusinde år siden var Lammefjorden et bælt med rindende vand, der gav gode vækstbetingelser for østersen. Landet hævede sig og bæltet blev en fjord, og østersen døde og blev aflejret i dyndet. Dyndet aflejredes gennem tiden i ½ m dybde over østersbankerne.

Da fjorden var udtørret og man begyndte kultiveringen af fjorden, stødte man flere steder på disse lag. Skalle-laget kunne visse steder have en tykkelse på 1-1½ m. Det spærrede for planternes rødder og ødelagde væksten. Man måtte fjerne det øverste jordlag og hakke og grave skallerne op. Det viste sig, at skallerne p.g.a. deres store kalkindhold (98%) var et værdifuldt tilskud til hønse- og svinefoder. Det fik betydning for mange små landbrug, der fik ekstra indtægter og det forbedrede samtidig jordens bonitet. Man gravede skallerne op, spredte dem på jorden så de kunne tørre, og senere blev de knust i særlige knusetromler trukket af heste.

Efterhånden opstod der virksomheder som opkøbte skallerne og forarbejdede dem til hønsefoder. Stationsforstander Nielsen havde i samarbejde med Weinrich, Østergård, en skallefabrik ved stationen. De indgik sammen med Jens Hansen, Ingersholm, en aftale med købmand Valdemar Olsen om distribution af skallerne.

A/S Øta Skallekompagni startede i 1920 en skallefabrik i Fårevejle gamle teglværk. Øta betalte en afgift til private ejere for at få lov til at grave skallerne op. På skallefabrikken kunne man arbejde hele året med at knuse, sortere og pakke skallerne.

For Fårevejle sogn blev skallevirksomheden af stor betydning. Mange arbejdere, til tider 50-60 mand, var beskæftiget på skallepladserne og i møllen.

Opgravningen og maskinrensningen gav særlig om sommeren arbejde til mange mennesker, og udførslen af skallerne var, næst efter landbruget, Lammefjordens største indtægt.

V.O. fortæller: Først da jernbanen kom i 1899 blev det muligt at sende skaller ud over hele landet, hvor det først var begrænset til omegnen.

Mange nybyggere fik sig en hårdt tiltrængt ekstra indtægt ved at grave skaller og knuse dem i en hjemmebygget skalleknuser.

Senere begyndte man at lave tagpap, icopal, med pulv. østersskaller.

Flere private selskaber startede op. Johs. Olesen på Skjoldsvej solgte f.eks. til Ostrea skalleeksport som bestyredes af Anthon Knudsen.

I.K.: Jeg husker at jeg som barn gik den "lange" vej ned til farbror Anthon med eftermiddagskaffe. Det var spændende at se maskineriet i gang, selv om det larmede og støvede.

Ostrea Skalleeksport. Bygningen her lå i Hasselager. Gennem en halv snes år gravede Anton Knudsen skaller hos Johannes Olsen på Skjoldsvej. Mathias Knudsen stod for administrationen. Skallerne blev leveret til Ostrea skalleeksport. Nær Hasselager var der en aflejring af østersskaller, som man udnyttede til foder.

I dag er der stadig en produktion i gang af pulver, der bliver brugt til kosttilskud.

I.K.: Det er mit gæt, at min morbror Johannes, der var ansat ved Statsbanerne i Aarhus, har fået sat gang i en levering af østersskaller fra Lammefjorden til Hasselager i samarbejde med de to brødre Anton og Mathias.

Under anden verdenskrig begyndte Øta at grave skaller på den sidst udtørrede del af Lammefjorden. Her blev produktionen ved til 1964, da var skallebankerne udtømte.

Bent Deber fortæller: Jeg startede som ung ingeniør 1. september 1965 hos Kruger A/S i ventilationsafdelingen. Firmaet lavede også vandværker, vandtårne og spildevandsanlæg.

Jeg var med at tegne og få fremstillet et luftvasketårn med indbygget sprinkleranlæg for støvfjerning af udsugningsluft. Tårnet var bygget op af betonringe i 2 meter stablet i ca 5-6 m højde. Den udsugede luft med støvpartikler fra maskinknuseren blev ført ind i siden af tårnet og afkast ud for oven af tårnet. Sprinkleranlægget, vanddysserne var placeret foroven og lavede en kraftig vandtåge nedad, d.v.s. at man arbejdede med modstrømsprincippet for at opnå den bedste effekt. Dette anlæg fik Øta skallekompagni opstillet på produktionsstedet hvor skallerne blev hentet ind via lange transportbånd i 1966 eller 1967!

Da vi opstillede luftvaskertårnet og talte med de mennesker som stod for transportbånd og udgravninger, fortalte de, at de kunne være heldige at opdage genstande som stammede fra stenalderen som kom med  transportbåndet. Genstande som har været forarbejdet af vores forfædre. Jeg havde selv 2 af disse meget gamle østersskaller liggende. De skulle være dateret til at være mere end 1000 år gl. (C 14 metoden), for man fandt jo en masse stenalder bopladser der.

Til toppen